Mikkel: Når mening mangler

»Hvad skal jeg bruge det til?«

Mikkel kan mere, end han viser. Han har tidligere deltaget ivrigt i naturfag og været god til at få en gruppe i gang. Nu afleverer han lidt, kommer sent tilbage fra pauserne og siger, at skolen er kedelig.

De voksne har forskellige forklaringer. En tror, han er blevet doven. En anden synes, at opgaverne er for lette. En tredje ser, at han ofte sidder alene, når grupperne fordeles. Ingen af dem ved endnu, hvilken forklaring der er vigtigst.

Den Levende Pædagogik skal ikke begynde med at gøre modstand til en karakterfejl. Men den skal heller ikke gøre elevens umiddelbare lyst til undervisningens eneste mål. Mikkel skal både blive forstået og lære at arbejde med noget, som ikke straks føles spændende.

Samtalen gør ikke arbejdet alene

En lærer, som Mikkel har tillid til, aftaler en kort samtale uden publikum. Hun spørger, hvornår skoledagen begynder at gå galt, og hvornår han stadig oplever, at han kan noget. Han fortæller, at han hader gruppeopgaver, hvor han »bare skal skrive det, de andre finder på«.

Det viser ikke hele problemet, men det viser noget, skolen kan undersøge. Læreren ser på gruppedannelsen og Mikkels tidligere arbejde. Forældrene beskriver også et barn, som kan fordybe sig længe, når han reparerer eller undersøger noget. Samtidig har han svært ved at komme i seng og møde udhvilet.

Skolen og hjemmet må undgå en hurtig handel: »Du får værksted, hvis du afleverer.« Værkstedet er undervisning, ikke en belønning. De aftaler i stedet en overskuelig plan for deltagelse, opgaver og søvnrytme, hvor hver part tager ansvar for det, de faktisk kan påvirke.

Et projekt med faglig modstand

Klassen undersøger, om skolegården mangler steder at sidde. Opgaven har en virkelig modtager: skolens fælles råd. Eleverne skal fremlægge et forslag, som kan vurderes med hensyn til pris, plads, tilgængelighed og sikkerhed.

Mikkel vælger at være med til at måle og afprøve modeller. Valget er reelt, men det fritager ham ikke for dansk og matematik. Han skal beskrive sit forslag, forklare målingerne og regne på materialer. Det er læreren, der hjælper gruppen med at koble aktiviteten til de faglige mål.

En håndværkskyndig samarbejdspartner viser forskellige samlinger og materialer. Vedkommende skal ikke bygge det hele, mens eleverne ser på. Børnene skal opleve den modstand, som opgaven rummer, inden for forsvarlige rammer.

Mikkel laver et første forslag, som ikke kan stå stabilt. Han bliver irriteret og vil kassere projektet. Her er den afgørende pædagogiske opgave ikke at redde stemningen ved at rose alt. Læreren hjælper ham med at skelne mellem: »Mit forslag fungerer ikke endnu« og »Jeg er dårlig til det.«

Fra god idé til godt arbejde

Mikkel øver sig i at modtage konkret kritik. En anden elev viser, at der ikke er plads til alle ved bænken. En voksen spørger, hvordan den skal vedligeholdes. Gruppen må lave et nyt udkast.

Denne fase er vigtigere end den afsluttende præsentation. Den lærer eleverne, at en god idé ikke er det samme som et færdigt arbejde. Der skal regnes, skrives, lyttes og forbedres. Motivation kan komme af at opleve fremskridt, men den kan ikke alene bære alle trin.

Læreren følger Mikkels deltagelse i både projektet og den almindelige undervisning. Hvis han kun arbejder, når der skal bygges, er opgaven endnu ikke løst. Han har fortsat brug for hjælp til at anvende sin vedholdenhed i andre fag og til at indgå i grupper uden at dominere dem.

Det, skolen må ændre

Casen viser også en fejl hos de voksne. De havde gentaget den samme type gruppearbejde uden at undersøge, hvem der fik interessante roller, og hvem der blev passive. Mikkels modstand var ikke kun et problem i ham. Den var også information om læringsmiljøet.

Det betyder ikke, at ethvert problem er skolens skyld. Men skolen skal kunne ændre sin praksis, når den selv bidrager til problemet.

Mikkel ender ikke som konstant motiveret. Nogle opgaver irriterer ham stadig. Men han kan beskrive, hvad han arbejder hen imod, og ved, hvem han skal tale med, før han giver op. Det er en bedre retning end flere moralske formaninger om at tage sig sammen.

Spørgsmålet til de voksne: Tilbyder vi reel mening og passende udfordringer – eller forventer vi engagement i opgaver, som vi ikke selv har gennemtænkt?